e-tjekliste hos Hydrema

e-tjeklister skaber dynamisk procesflow hos Hydrema.

Med indførslen af elektroniske tjeklister som en del af deres kvalitetsstyringssystem fra IPW Systems har Hydrema skabt et dynamisk procesflow med videndeling og gennemskuelighed i virksomheden. Det gør arbejdet i flere afdelinger nemmere og øger kvaliteten over hele linjen.

Tung test på papir

Tilbage i maj måned 2014 tog Hydrema – en international koncern, der udvikler og producerer højtteknologiske entreprenørmaskiner og –materiel – de første så- kaldte e-tjeklister i brug. Formålet var at skabe bedre videndeling og gennemskuelighed i forbindelse med prøvekøring og sluttest af maskiner. Processen var før foregået på papir, hvor mapperne med formularerne lå i maskinerne, så værkføreren skulle ud til maskinerne og slå op i mapperne for at finde ud af, hvor langt i testene den enkelte maskine var og hvordan testene forløb. Når Hydrema efterfølgende ville finde data for et specifikt testpunkt fra de forskellige maskiner, blev et antal rapporter gennemgået manuelt, og værdierne tastet ind i et excel-ark. ”Det var omstændeligt og en tung proces, hvor det kunne tage lang tid, før vi kunne samkøre data og bruge dem videre ud i virksomheden,” fortæller Anker Pedersen, Kvalitetschef hos Hydrema.

Dokumentation for korrigerende handlinger

Og det har netop været et andet formål med e-tjeklisterne: at samle data og resultater til statistik. ”Nu kan vi hurtigt finde fejlopdelinger og fejltyper, så vi ved, hvor vi skal sætte ind og forbedre,” forklarer Anker: ”Det gør jo også, at vi kan se, at her har der for eksempel ikke været fejl i lang tid, så måske vi skal flytte fokus til andre punkter. Og her er listerne utrolig nemme at ændre og vedligeholde”.


Eksempel på Hydrema Maskinkontrol: afslutning af testpunkt. Klik for større billede.

Nemt vedligehold af e-tjeklister

”Vi kan aktivere og deaktivere alle de forskellige punkter – og udvide den enkelte test med foruddefinerede punkter, hvis vi ønsker det”, påpeger Anker og forklarer videre, at listerne faktisk kan opdateres helt frem til, at testen på den enkelte maskine begynder. Hydrema har selv opbygget listerne efter en afklarende snak med IPW Systems om opbygningen. Flere afdelinger har bidraget med ønsker til, hvad listerne skulle indeholde og kunne vise.

Alle har fordel af de elektroniske lister

Udviklingsafdelingen får nu de resultater af testen, som de ønsker – for eksempel omdrejningsmål på en motor og maksimalt tryk på maskinen. Supportafdelingen kan hurtigt finde og se de afsluttede rapporter, og hvad der eventuelt har vist sig undervejs i testen. Værkførerne har adgang til alle informationer med det samme og kan følge med i kontroller og se afvigelser i hver enkelt test.


Eksempel på Hydrema Maskinkontrol: test af pumpetryk. Klik for større billede.

Medarbejdere er overraskende positive

Lige da e-tjeklisterne blev introduceret, var der lidt modstand. Medarbejderne, der udfører testene, var bange for, at de ville skulle bruge lang tid ude i maskinerne på at sidde og taste ind med det samme. Men det modsatte har vist sig, fordi systemet er så nemt at taste informationer ind i. ”Fremfor at skulle huske, hvilken side man er på i testen, så kommer der i dag ét punkt frem ad gangen på iPad ’en. Vi har selvfølgelig sørget for, at der er forbindelse på iPad’en hele tiden, så instruktioner og måleværdier popper op med det samme,” forklarer Anker og siger videre: ”Vi har også sørget for, at listerne indeholder de samme spørgsmål og punkter som dem, de kender fra papir. Så det er altså kun metoden, der er ændret. Jeg tror, det har gjort implementeringen klart nemmere, fordi e-tjeklisterne har været genkendelige”.

Næste skridt er i gang

Den positive modtagelse og deraf lette implementering betyder, at Hydrema er hurtigt videre. For at gøre dokumentationen endnu nemmere fremadrettet har Hydrema valgt at udvide e-tjeklisterne med billeder og visuelle instruktioner. Et arbejde, de allerede er godt i gang med, og hvor de har introduceret de første lister med billeder.

 

Magasinet Kvalitet - VC artikel
Hent og læs casen som PDF her

Nysgerrig på mere information om Hydrema?.

System support Spørgsmål til produkter mm.