Transparent

Softwaredokumentation

Studiejob/deltidsjob

?

Update

04/05-2022

Studiejob/deltidsjob:
Softwaredokumentation

Hos IPW Systems søger vi en ny kollega til at vedligeholde og udbygge vores onlinemanualer til vores software.

Om dig

Du skal have et højt skriftligt niveau på både dansk og engelsk. Der er mange tekniske fagtermer, som du skal kunne mestre på begge sprog. Det er også nødvendigt med en god forståelse for it.

Du skal kunne arbejde selvstændigt og systematisk, og det vil også være nødvendigt, at du er i stand til at overskue store mængder vejledninger. Det er ingen skam at blive kaldt strukturfascist.

Du kunne fx være sprog/kommunikationsstuderende med interesse for it, eller måske studerende indenfor it/teknologi med gode sprogkundskaber. Det er ikke afgørende, hvad du har kombineret for at nå frem til, hvad du kan. Det vigtigste for os er, at du er i stand til at omsætte det til gode og forståelige vejledninger til vores brugere.

Du kender nok ikke til kvalitetsledelse og ledelsessystemer. Det skal du ikke være så nervøs for. Det får vi lavet om på i fællesskab. Det er faktisk slet ikke så støvet, som det måske lyder.

 

Om virksomheden

Vi har øvet os i 19 år på at udvikle software til kvalitetsledelse. I den tid har vi blandt andet samlet et team, som vi – i al beskedenhed – er temmelig stolte af. Med rødderne plantet i Jylland, så vil vi aldrig kalde os selv for verdensmestre. Det er dog ikke nogen hindring for at have store ambitioner eller vilje til at føre dem ud i livet.

Vores speciale er vel egentlig kærlighed. Til løsninger, til de mennesker, der skal bruge dem, til detaljer og ikke mindst til at hjælpe vores kunder med at skabe en bedre forretning.

Vores software er lige så fleksibel, som vores kunder er forskellige. De laver alt fra ost, håndcreme og gipsplader, til spiseborde, fjernvarmerør og mineryddere. Vi kan faktisk garantere, at nogle af dem laver ting, du slet ikke har hørt om før.

 

Om stillingen

Du skal skrive vejledninger til nye og udvidede funktioner i vores software, som der løbende udgives nye versioner af. Dette sker med input fra vores udviklere og produktansvarlige. Du vil også løbende skulle videreudvikle strukturen i vores dokumentation i samarbejde med vores kursusafdeling.

Vi tilbyder et fleksibelt job, hvor du i væsentligt omfang selv kan bestemme dine arbejdstider, så det kan passe sammen med et studie. Den gennemsnitlige arbejdstid må forventes at være cirka 10-15 timer om ugen.

Du får 37 kolleger med udgangspunkt i vores kontor i Kolding. Vi er en broget flok, hvad alder, køn og baggrund angår. Det mest iøjnefaldende fællestræk er nok vores humor og uhøjtidelige omgangstone.

 

Du vil få stillet en arbejdsplads til rådighed på vores kontor, men har også fleksibilitet til delvis at arbejde andre steder fra.

 

Tiltrædelse snarest muligt.

 

Interesseret?

Vil du vide mere om stillingen, eller sende en ansøgning, så kan du kontakte:

Jan H. Andersen, CTO

Mobil 2040 8669

jha@ipw.dk

Lad os finde den rigtige løsning til din virksomhed

Book et idémøde, se en demo og find ud af, om du vil have mere hjælp fra os. Det koster dig ikke noget.