Det startede med et studiejob. Nu er Anita direktør, medejer og har 20-års jubilæum.
Anita Larsen, frontkvinden for Kolding-virksomheden IPW Systems, fejrer 20 års passion for udvikling af mennesker og teknologi. Netværk og det lokale studieliv ligger hende lige så meget på sinde som kærligheden til Kolding.
”Det må vi kunne gøre nemmere.” I 20 år har det været indgangsvinklen, selvom hun arbejder med compliance-systemer, udviklet til en kompleks virkelighed.
Anita Larsen er en ildsjæl, der får ting til at ske. Den forhenværende studiemedarbejder står i spidsen for it-virksomheden IPW, som for alvor er blevet toneangivende aktør inden for software til kvalitetsledelse.
Selvom flere og flere virksomheder udfordres på ISO-certificeringer og stigende compliance-krav, så insisterer Anita Larsen på ikke at overkomplicere tingene.
- 46 år, har to sønner på 9 og 14 år. Født og opvokset i Varde. Bor i Kolding.
- Uddannet Cand.it
- CEO og medejer af IPW Systems, som beskæftiger 51 medarbejdere.
- Fejrer 20 år i IPW Systems den 1/6-2025, de seneste 18 år som administrerende direktør.
– Jeg er en løsningsorienteret fixer. At være dét er en hårfin balance i den her branche, for der ER bare strenge retningslinjer. Så hvordan gør man det komplekse enkelt? Det kan være en udfordring.
Heldigvis står hun ikke alene med opgaven. Både hun og hendes to ligeværdige partnere i IPW har hver deres ansvarsområde, og bruger aktivt hinanden til løbende supervision.
– Det er et privilegie, at vi supplerer hinanden så fantastisk godt. På den måde har jeg både en bestyrelse, men også intern sparring. Derudover er jeg med i eksterne netværk, som har haft stor betydning for min udvikling som leder.
Tæt relation med lokale uddannelsesinstitutioner
Det er også via netværk, at IPW tiltrækker nye medarbejdere. Generelt er it-branchen udfordret på at rekruttere – alligevel har virksomheden held med selv at finde de rigtige profiler.
– I enkelte tilfælde gør vi brug af lokale headhuntere, men sjældent når det gælder tech-profiler. Det hjælper os, at Kolding har et stort opland og ikke er i direkte konkurrence med Odense og Aarhus. Når det er sagt, gør vi selv en stor indsats for at have tæt kontakt til de lokale uddannelsesinstitutioner.
At støtte op om studielivet og om at få flere uddannelser til Kolding, særligt STEM- og it-uddannelser, er en mærkesag for Anita Larsen, der som næstformand i Business Kolding kæmper for netop det.
– Vi har mange lærlinge, praktikanter og elever i IPW, for vi er nødt til at være vores egen fødekæde. Vores seneste praktikant er et eksempel. Hun boede i Aalborg og fandt os på Business Koldings praktikplads-portal, da hun skulle flytte til Kolding. Nu har hun fået fastansættelse som konsulent.
En dyr lottokupon
Det var også studier, der bragte Anita Larsen til Kolding på trods af, at det at gå akademisk lå langt væk fra Vestjylland, hvor hun voksede op. Mens hun læste, havde hun studiejob ved IPW – også mens hun tog sin kandidatuddannelse i Århus.
– I foråret 2005 blev jeg tilbudt en fast stilling, når jeg dimitterede samme sommer. Faktisk havde jeg tre jobtilbud på hånden, men jeg takkede ja til IPW og derfra gik det stærkt. Jeg afleverede speciale om fredagen, købte bil lørdag og startede om mandagen. Ja, så var vi ligesom i gang.
På det tidspunkt bestod virksomheden af to ejere, en udvikler og Anita Larsen. Først arbejdede hun som salgs- og implementeringskonsulent, men da hun efterspurgte en direktør, fordi hun savnede mere struktur og retning, blev hun tilbudt stillingen som netop det.
– Det havde jeg ikke set komme. Jeg var 27 år og grøn som en græsplæne, men sagde ja til jobbet, hvis IPWs bestyrelsesformand ville være min mentor, og der ikke stod direktør på mit visitkort. Det accepterede han, og han var en god støtte for mig den første tid.
Et par år senere fik Anita Larsen tilbudt medejerskab.
– De har nok tænkt, at det ville være en god måde at holde på mig. Jeg kan huske, at jeg talte med min far om, at jeg købte en måske lidt dyr lottoseddel på det tidspunkt, men at det var en lottoseddel jeg selv kunne påvirke gevinsten på.
Fuld fart og store tal – men ikke kun
De seneste år, hvor IPW har oplevet voldsom vækst, er Anita Larsens rolle ændret til i højere grad at være strategisk. Hun er dog fortsat meget kundenær, idet hun er facilitator for IPWs populære erfa-grupper. – Det er rart at have de direkte relationer, så jeg har føling med markedet, og jeg er stadig meget optaget af, at driften fungerer. Det vil jeg være nogenlunde for evigt.
Efterhånden som virksomheden vokser, har hun også fået den kulturelle førerkasket på.
– Det er en udfordring at holde fast i vores flade struktur. Selvom om min dør står åben, så mærker jeg, at specielt nye medarbejdere ikke ser mig på niveau med dem. Jeg har en anden magt, og selvom jeg ikke selv synes, jeg har det – så har jeg det.
Også her har Anita Larsen rygdækning i den sammentømrede medejergruppe og et stærkt medarbejderteam.
– Når jeg ser ud af forruden, er vi da totalt markedsledende på compliance-systemer indenfor få år og i flere lande. Vi har ingen ambitioner om at blive verdens største, men vi kan godt blive de bedste!