Transparent

Skab fremtidens talent: Vigtigheden af erhvervspraktik

Karriere

18/04-2024

Mod på praktikpladser

Af: Jan H. Andersen, CTO hos IPW Systems

I en tid, hvor unges erhvervspraktik står over for udfordringer med vigende antal pladser, opfordrer Jan H. Andersen, CTO, i dette blogindlæg virksomheder til at udfordre deres mod og genopdage vigtigheden af at forme fremtidens arbejdskraft. Dette er ikke kun en chance for at give de unge indsigt i arbejdsmarkedet, men også en unik mulighed for virksomhederne for at sætte sig selv øverst på listen, når der i fremtiden skal søges job.

Bekymringer bag skrivebordet: det er ikke svært

Engang var erhvervspraktik i grundskolen fuldt obligatorisk, men desværre er det vigende, og det kniber med at finde praktikpladser. Det er en skam.Det er mit indtryk, at en del virksomheder ikke føler, at de rigtigt kan bidrage med noget til unge menneskers oplevelse af arbejdsmarkedet, og derfor tilbyder de ikke praktikpladser.

”Hvordan skal vi dog kunne underholde sådan en størrelse i en uge”, kan bekymringen lyde. “Vil de ikke bare blive skuffede, når de opdager, at de fleste programmører ikke sidder og udvikler fede spil? Risikerer vi ikke bare at skræmme dem væk tidligt?”

Det er måske nemmere at forholde sig til, hvad en brandmand, tømrer eller cykelsmed laver, men det er jo langt fra alle job, der er lige håndgribelige. Hvordan skal de unge mennesker få bare en flig af indsigt i alle ”skrivebordsjobbene”, som der efterhånden er mange af, hvis vi ikke lukker dem indenfor?

Naturligvis kan de sjældent få rigtige arbejdsopgaver – hverken i et softwarefirma eller de mange andre virksomheder, hvor både produkterne og redskaberne er meget lidt fysiske og kræver en del oplæring.

Det betyder bare ikke så meget for oplevelsen for en pige eller dreng fra 8-9. klasse, om opgaverne er helt rigtige eller ej. Find på noget, der ligner. Det er i sig selv en kæmpeoplevelse at få et skrivebord på et kontor. Så betyder det ikke det store, at de reelt sidder og leger med legoklodser, mens de voksne snakker om de rigtige opgaver omkring dem.

 

På opdagelse i arbejdslivet: IPW’s praktikprogram

Hos IPW tog vi en beslutning om at lave et fast ugeprogram for praktikanter, hvor de kommer en tur omkring vores palette af redskaber og arbejdsopgaver.

Hver morgen startes med en introduktion til det nye og en gennemgang af en opgave, der skal løses. De skal have lidt hjælp undervejs, når de sidder fast. Der skal selvfølgelig også lige bruges lidt tid på at se deres resultater og give input. Undervejs deltager de selvfølgelig i nogle af de faste ugentlige aktiviteter og møder.

Det program har vi prøvet af på mange årgange praktikanter nu. 2-3 gange om året. Vi har med tiden justeret lidt på opgaverne og fået udbygget med ekstraopgaver til de særligt kvikke. Vi har suppleret læringsredskaberne med Lego Education sæt, som er både sjovt og håndgribeligt at lege med og som regel også trækker nogle af de andre på kontoret til.

Vores konklusion er helt klar: Undervurdér ikke de unge menneskers talent og deres ønske om at prøve. Selvfølgelig er nogle mere ambitiøse og talentfulde end andre, men det er jo ikke anderledes end med voksne.

 

Vi er ikke bange for at stille krav

Vil man have en praktikplads hos os, så skal man stille op til en forventningssamtale, hvor vi kan se hinanden an. Vi skal have et indtryk af, at der er en oprigtig interesse i at bruge en uge fornuftigt. Her skal der også underskrives praktikaftale, samtykkeerklæring og tavshedserklæring med noget så voksent som MitId. Er det for at skræmme dem væk? Nej da. Det er for at vise, at vi tager det meget alvorligt. At vi tager DEM alvorligt. Til gengæld bliver de for en uge lukket indenfor i hemmelighederne, hvor vi også bruger vores tid på dem.
Her bliver de behandlet som ligeværdige i en uge. Med skrivebord, intranet og møder, og med adgang til både frokostbuffet, bordfoldbold og kaffeautomat – som også indeholder kakao. Er de med til fredagsøl, så er det dog uden øl.
 

 

 

Invester i fremtiden: Merværdien af begejstring

Er det investeringen værd? Hvis succeskriteriet er at se deres navne i fremtidige ansøgninger til læreplads eller job, så er svaret et ubetinget ja. Det bør dog ikke kun gøres så direkte op. Det er en nødvendig opgave, som ingen andre end virksomheder kan løse. Ingen andre! Og den er nødt til at blive løst.

Hvad med de voksne? Ja, vi synes faktisk også, det er lidt fedt, at der kommer nogle unge mennesker og minder os om begejstringen, som vi måske har glemt lidt med årene. Det ofrer vi gerne 10 arbejdstimer på nu og da. Det kan varmt anbefales til andre. Det bør faktisk ikke kræve meget mod.

Udforsk potentialet
i erhvervspraktik

Som virksomhedsleder ser jeg en stor værdi i at åbne vores døre for erhvervspraktikanter. Jeg opfordrer dig til at genoverveje, hvordan din virksomhed kan bidrage til de unges forståelse af arbejdsmarkedet. Det handler ikke kun om at opfylde en pligt, men om en nødvendig investering i fremtidens arbejdskraft. Og så giver det altså også lidt ny energi i virksomheden, at der nu og da kommer unge mennesker forbi og roder lidt op i det hele.

Skab et interessant
praktikprogram

 I IPW Systems har vi taget skridtet videre ved at udvikle et ugeprogram, der virkelig engagerer de unge. Jeg vil anbefale dig at se på, hvordan du kan gøre praktikoplevelsen både lærerig, sjov og engagerende. Brug kreative værktøjer og aktiviteter, der giver de unge en reel indsigt og praktisk erfaring. Det er en fantastisk måde at vise dem, hvad deres fremtidige arbejdsliv kan indeholde.

Investér i de unge
og se langsigtede gevinster

Vores tilgang i IPW Systems til at tage erhvervspraktik alvorligt har ikke kun givet de unge værdifulde erfaringer, men også givet os mulighed for at spotte fremtidige talenter. Jeg opfordrer dig til at se praktikprogrammer som en investering i både de unges fremtid og din virksomheds succes. Ved at stille krav og skabe meningsfulde forløb kan du opleve, hvordan tidligere praktikanter vender tilbage som potentielle medarbejdere eller elever, som du allerede har et forhåndskendskab til. Dette er en strategi, der betaler sig både samfundsmæssigt og forretningsmæssigt.

bool(false)

Lad os finde den rigtige løsning til din virksomhed

Book et idémøde, se en demo og find ud af, om du vil have mere hjælp fra os. Det koster dig ikke noget.